Bandbase - Roskilde 08 - interview: Compos Mentis/Crocell



Compos Mentis: Er for tiden ved at indspille deres tredje plade "Our Kingdom Of Decay" i Christian Bondes CB Studios, og stilen kan kaldes melodisk dødsmetal lig den gamle Gøteborg-skole, men bandet ynder selv at kalde det melodisk rock fra helvede. Bandet har eksisteret siden 1996.
Crocell: Startede i januar 2007 og indspillede i september debutpladen "The God We Drowned", som efter planen udgives til efteråret. Stilen er tung dødsmetal med en anelse thrash, og bandet består af medlemmer hvoraf nogle bl.a. tidligere har figureret i Adversary og Nurse, mens andre også er med i Compos Mentis, Mare Crisium og Demolition Inc.



Du er herovre på Roskilde Festival midt under indspilningen af en ny plade med Compos Mentis - kan du fortælle lidt om den?

- Selve indspilningen af pladen foregår i Holsted i Sønderjylland. Vi startede den 23. juni og har indtil på onsdag (hos Christian Bondes CB Studios, red.). Vi har arbejdet herovre nogle dage før festivalen, så vi kom gratis ind, og jeg har lagt rytme på pladen, og så har jeg lige taget en smuttur herover med vores keyboardspiller Rune (Klausen, red.) for lige at få et par pilsnere og tager tilbage søndag eller mandag for at lave resten af pladen færdig, som dog stadig mangler lidt vokal også.

Det er Christian Bonde (producer, red.) I arbejder sammen med - hvordan har det været?

- Det har været skidegodt - han er dygtig. Det er et fedt studie og gode forhold - der er en lejlighed man kan bo i, når man ikke lige indspiller. Der er to studier, og han har opbygget et forsamlingshus. Vi kan bare sidde og hænge ud om aftenen og indspille selv, hvis vi vil det. Han bor ovenpå, så vi kan indspille 24 timer i døgnet. Det er ikke så dyrt, og vi har i Compos ikke noget pladeselskab. Vi er nemlig lige gået fra vores pladeselskab, og har ikke råd til at bruge 4.000 om dagen - Tue (Madsen, red.) i Århus eller Jacob Hansen nede i Ribe, det er sgu for dyrt for os, og han laver skidegod lyd, Christian Bonde.  

Kan du fortælle lidt om stilen på den nye plade - fortsætter I i samme spor, eller er der nogle nye ting undervejs?

- Ja, der er mange nye ting. Da jeg kom med i Compos Mentis for ca. 2 år siden, der havde de lige indspillet "Gehennesis", deres anden plade, der var jeg ikke med til at skrive noget på den, der var den indspillet og klar til at blive sendt ud til selskaberne. Så jeg har som sådan ikke haft noget med den at gøre, jeg har bare spillet det de har skrevet. Udover det så gik vores bassist Dan ud pga. manglende engagement, og den daværende keyboardspiller var også gået ud, da jeg kom med i bandet, men han var kun med live. Vi har nu fået ny keyboardspiller Rune Klausen og ny bassist Claus Tørnes med. Så næsten halvdelen af bandet er blevet skiftet ud, og på den måde er der kommet nye inspirationskilder til. Jeg hører selv meget tung dødsmetal, så vi prøver at få lidt flere thrashy og tunge parter ind. I stedet for komplekst akkordtempo holder vi os mere til det simple. Vi prøver at kombinere det hele, så vi stadig har den gamle Compos-stil, som rigtig mange godt kan lide, plus vi prøver at få noget mere tung dødsmetal og noget mere tryk på. Det er en god blanding af det hele. Vi har lavet et nummer vi kalder hittet, som vi har lavet efter popskabelonen, som bare kører vers, omkvæd, vers, omkvæd, c-stykke, solo og så outro, rigtigt fedt nummer, men noget hit bliver det nok ikke. Vi har eksperimenteret rigtig meget med at få nogle nye ting med også for at komme ud til en bredere skare. Folk vil godt have noget når vi spiller live, som de bare kan stå og headbange og drikke bajere til.

I har lavet en studio diary på nettet - hvad fik jer til det?

- Det var Revolution Music der skrev til os og spurgte om vi ikke ville lave en, de havde set vi skulle i studiet, så sagde vi at det kunne vi da godt, og så har vi optaget en masse video til den.

Meget underholdende!

- He he, ja, vi spiller jo lidt og tænkte at det var en god måde også at skabe lidt opmærksomhed på, så det var bare fint nok.

Nu spiller du jo også i det nye band Crocell - hvordan får du dét at spille i to bands til at hænge sammen?

- Før jeg havde Crocell spillede jeg i Adversary sammen med forsangeren Magnus fra Crocell, så i al den tid jeg har spillet i Compos har jeg haft to bands. Men på det tidspunkt hvor jeg kom med i Compos, gik det ikke så godt i Adversary, vi var på vej til at stoppe, så det var perfekt timing. Da jeg kom med i Compos, brugte vi mest tiden på at promovere pladen, så der kunne jeg også bruge tid på at skrive numre til det nye band. Nu har jeg så lavet en plade med Crocell her sidste september, og den er lige blevet signet på at selskab. Så den tid jeg har brugt med at promovere Compos har været sideløbende med at skrive numre til Crocell og omvendt. Så det har passet helt perfekt, men det tager selvfølgelig meget tid, men det har egentlig kørt meget godt. Det er to forskellige stilarter, så det giver sig selv hvilke riffs der passer til hvilket band.

Hvornår regner I med at Crocell-pladen rammer gaden - I har vidst lagt nogle numre på nettet?

- Vi har lagt nogle numre ud på MySpace (og nu også MyMusic, red.), og vi har en kontrakt liggende derhjemme, som vi kan skrive under på hvis vi vil, men går ud fra at der går 2 måneder fra vi får ordnet de praktiske ting. Vi har også lige fået lavet et cover, sindssygt fedt, af en fyr fra Vojens, der har malet et maleri af os, som lige skal laves 100 % færdig.

Hvilke inspirationskilder har du som guitarist?

- Jeg har altid været Metallica-fan nummer 1 lige siden jeg var 10 år. Når jeg fik lommepenge brugte jeg alle pengene på kassettebånd, videobånd og cd'er. Men jeg hører stort set alle genrer inden for metal, både hard rock, 80'er, death, thrash men ikke så meget black metal. Det er egentlig meget noget med at det jeg går og hører, f.eks. hvis jeg går til en koncert med Hatesphere og hører et riff der rykker, så kan jeg finde på at lave et lignende riff, som jeg så tager med hjem i øvelokalet, og så siger de andre at det er Hatesphere, og så laver vi det om, fordi de synes det er noget lort, he he. Men det er meget den gamle skole jeg hører, så de andre i bandet hjælper med at peppe riffene lidt op, så det bliver en god blanding af nyt og gammelt.

Så det er et fint samarbejde I har?

- Både i Compos og Crocell har vi haft en meget god idé om hvor vi vil hen. Det er altid bare kommet til os - det har sgu været en nem proces. Da vi (Compos Mentis, red.) bookede studiet i november havde vi egentlig ikke noget materiale på plads. Den plade de havde lavet før tog godt et års tid for at få alle detaljer på plads, men med den nye Compos-plade gik det rigtig stærkt, jeg tror vi havde et nummer færdig i februar, og derefter kørte det bare derudaf.

Nu er du herovre med et par stykker fra bandene - hvad har I fået hørt på Roskilde i år indtil videre?

- I går hørte vi Grinderman og Spleen United, de gik vidst på kl. 02 i nat. Men jeg hørte også Rotten Sound, de var rigtig fede, og Raunchy kl. 12. selvom jeg normalt ikke er så vild med dem, men jeg synes faktisk de gjorde det meget godt, og selvfølgelig også Job For A Cowboy. Vi hørte også noget af det der hedder Osaka Invasion, som er sådan noget japansk, elektronisk sindssygt triphop-grindcore som var meget fedt, men som ikke er noget jeg lige sætter på derhjemme.

Hvad glæder du dig til at høre de sidste par dage?

- Judas Priest i aften - det er helt klart hovednavnet for mig, men også Slayer selvom jeg har set dem flere gange, og At The Gates glæder jeg mig også til - noget man bare skal høre, inden man dør.

Jeg har bidt særligt mærke i et af Crocell's numre, Winter Is Coming, som jeg synes er svinefedt, og som er lidt langsommere i det - kommer der flere af den type numre?

- Vi kan godt lide at lave hurtig musik, men sagde til Prinsessen på guitar at han skulle gå hjem og lave noget Hypocrisy-gammel-svensk-noget modsat af det vi laver, og jeg tror det tog ham et par dage at lave det. Jeg har kun misset én øver med Crocell, og det var dér de lavede det nummer. Så jeg fik at vide, at de havde lavet et nummer der kørte i 80 bpm, og jeg sagde "så'n noget langsomt lort", men det er jo et svinefedt nummer. Der er også et nummer på pladen, hvor jeg synger to vers for at gøre det lidt varieret. Det er ikke mange af mine dødsmetalalbum, hvor jeg kender samtlige 12 numre, for det kan hurtigt gå hen og blive trivielt. Og det er Prinsessen, der er rigtig god til at lave noget der er langsomt og catchy, men stadig dødsmetal, som er god til at lave lidt variation.

Jeg bliver nødt til at spørge til, hvor Prinsessen har sit navn fra?

- Det er vist noget med at de har en lejlighed i Århus, hvor de har et Super Mario spil, hvor de har hver deres figur, og der vil han så altid være prinsessen. Der er vist også en der hedder Mikkel som bliver kaldt for Hvepsekassen, men det har vist ikke noget med det at gøre. Vi har alle sammen nogle øgenavne, og jeg bliver kaldt for Smukke Ken, og så er der Onkel Kusse som spiller bas og Mad-ass Magnus som synger - det er sådan lidt TopGun-agtigt.

Midt i denne opblomstringstid for dansk metal - er der så andre danske bands, som I synes er fede?

- Jeg synes ikke rigtig, at man kan tale om en opblomstringstid, fordi mange af de bands der er "fremme" egentlig altid har været der, men det er måske først inden for de senere år, at folk har taget imod dem. Der er mange andre bands, som ikke er kommet frem som er fede, f.eks. Mevadio, Avarice, Scamp og Urkraft, og Koldborn fra Århus synes jeg er et af de fedeste dødsmetalbands vi har. Men Hatesphere som har slået igennem er jo et eller andet sted meget standard, men de er jo bare pisse fee live. Og den nye Mercenary-plade er fanme også fed, selvom det ikke lige er min stil, så er den bare vanvittig sej, og der er ikke ret mange bands der spiller i den genre. The Burning og Dawn of Demise gør det også rigtig godt. Jeg snakkede med Bjørn fra Dawn of Demise her for noget tid siden, og han sagde at de har spillet noget med 50 koncerter på to år. Illdisposed har også gjort det godt gennem årene. Der er simpelthen så mange bands i Danmark, at når man skal ud at spille live, så skal man give den hele armen, og der synes jeg at The Burning og Dawn of Demise spiller fedt live. Ligesom Hatesphere som jeg har set noget med 10 gange, og jeg har ikke set dem en eneste gang, hvor de ikke giver den maks gas, og det er både med det nye og det gamle line-up.

Har I selv nogen koncerter på programmet det næste stykke tid?

- Ja, Crocell spiller på The Rock her d. 25/7 sammen med Pariah Syndicate fra Århus, som vandt Metal Royale Contest, og så har vi en festival oppe i Aalborg, som ikke er offentliggjort endnu. Så har vi to tyske festivaler, vi måske kan komme til at spille på, men det er overhovedet ikke sikkert endnu. Når vi får pladen ud med Crocell og får promoveret lidt på nettet, så sker der forhåbentlig noget, men vores pladeselskab har nok ikke kapacitet til det helt store. Det er fanme en dyr fornøjelse at tage på sådan en supporttour, det koster sikkert 20-30 tusind minimum. Vi prøver at se om vi kan få spillet så meget som muligt i Danmark og få solgt nogle plader. Vi har også kun spillet i 1½ år, vi startede med at øve i januar 2007, og så gik der ikke mere end 7 måneder, inden vi gik i gang med at indspille den første plade, og vi vil helt sikkert gøre alt hvad vi kan for at komme ud at spille alle mulige mærkelige steder. Når vi spiller live er vi rimelig energiske, giver den hele armen med ordentlig skrald på. Compos fokuserer mest på at lave pladen lige nu, men vi prøver at få en tour op at stå med århusianske Fairytale Abuse og Illnath - derudover snakker vi lidt med dansk/italienske Chaoswave om nogle gigs i Holland, Tyskland og Danmark.

Interviewet stoppede her, da vores ligeledes tømmermandsramte fotograf (Christian Hjorth) mødte op for at skyde et par billeder af Ken foran Orange Scene, men du kan høre Compos Mentis her og ikke mindst Crocell her, hvor du også kan komme gratis på gæstelisten til deres koncert d. 25/7 på The Rock.