Transmission (DK)

Grade: 3/6

Idémæssigt har Compos Mentis med ”Gehennesis” klart fat i den lange ende. Forankret i albumtitlen, som kort fortalt er en sammensmeltning af ordene for helvede og skabelse, tages afsæt i et gennemsyrende koncept med rigelig materiale til yderligere udforskning på egen hånd. Bestemt anbefalelsesværdigt at dykke ned i.
Frem for at bruge plads på yderligere beskrivelse her anbefaler jeg, at der i stedet suppleres med læsning af Transmissions reportage fra albummets releasefest, som bl.a. giver et oprids af tankerne bag albummet med bandets egne ord.

Stilistisk kommer man ikke uden om de umiddelbare paralleller til ærkesvensk melodød og elementer af prangende, symfonisk metal af den slags, Dimmu Borgir praktiserede for en håndfuld år siden. Af uransagelige årsager har det ofte været symptomatisk for danske metalbands at kigge nabolandenes musikalske tendenser lige lovlig voldsomt ovre skuldrene, men til Compos Mentis' forsvar skal det understreges, at de heldigvis satser på en ofte mere dyster og udfordrende variant af udtryksmåden.

”Gehennesis” er fuldstændig renset for, hvad jeg personlig finder alt for letkøbt ved nyere udspil fra især In Flames og Soilwork. Nemlig de ulideligt ørehængende omkvæd og alt for nysseligt ufarlige klangflader, man let går sukkerkold i på ingen tid. Compos Mentis holder også overordnet et mere moderat tempo, hvad klart bidrager til et velfungerende fokus på atmosfære frem for fræs - og tillige understøtter fordøjeligheden af konceptet undervejs. Indarbejdelsen af store korarrangementer i enkelte numre må ligeledes bifaldes, da eksekveringen er ganske smagfuld og aldrig munder ud i noget nær den vamle overpompøsitet, Therion længe har været vildfarne i. Smukt arbejde.

Til gengæld kunne der sikkert med fordel være blevet skruet kraftigt ned for brugen af keyboard, som ofte resulterer i alt for meget bulder og brag. Med en dæmper herpå ville det i stedet krybe helt ind under huden og fremstå langt mere stemningsunderbyggende. En lille trimning af spilletiden på over 50 minutter havde heller ikke skadet helhedsoplevelsen. ”Gehennesis” indbyder dermed ikke til altid at blive hørt kontinuerligt fra start til slut. Men det går ganske fint med at kappe albummet over midtvejs og gemme resten til næste lyttesession.

Af udformning er både cover såvel som resten af bookletten en ganske vellykket affære, dog med visse undtagelser. Jeg er helt med på idéen om menneskekroppen i skulpturel positur af fostertilstand, og de enkelte siders vekslen mellem variationer af denne og albummets lyrik på sort baggrund fungerer glimrende. Dog skænder to elementer helhedsindtrykket en smule. Inkluderingen af bandbillede falder til jorden - ikke fordi gutterne er nogle uhyrligt grimme stoddere, men af den simple årsag at æstetikken i den grafiske rytme brydes noget så uelegant. Problem nummer to er, at hvad end, der blev brugt som substitut for blod på motiverne, så kan jeg bare ikke lade være med at associere det med noget, jeg hellere end gerne ville hælde over min vaniljeis - det ser mere sukret og glinsende ud end slimet og snasket. Til sammenligning står eksempelvis covermotivet til franske Antaeus' ”Blood Libels” stærkere på den front, men langt hen ad vejen er ”Gehennesis” teksthæftet vellykket - også fordi det bryder med tidens ofte overdrevent Photoshop-liderlige tendenser.

Skal det være melodød, er ”Gehennesis” bestemt et spændende bud på genren i forhold til, hvad de mere konventionelle og nu oftest udpinte navne længe har kunnet diske op med, selv de tidligere nævnte forbehold til trods. Udviklingen siden ”Fragments of a Withered Dream” materialet er bestemt at mærke, og jeg håber selvfølgelig på yderligere vokseværk og stærkere definition af egen musikalsk identitet næste gang.