Diskant (DK)

Grade: 8/10

Hos Compos Mentis er det i kombinationen af det stålhårde metal og de uventede indslag af tunge grooves, de blide pianospil og det insisterende koncept, der slynger sig gennem alle skæringerne, at det hele går op i en højere enhed.

Nitteklædte nationalskjalde

Musikkulturen omkring dødsmetal er lige så konservativ som Margaret Thatcher på en dårlig dag, og man skal lede længe efter nyskabelser og originalitet blandt upcoming metalbands. Ofte er det spilleglæden, seriøsiteten og det tekniske niveau, der gør forskellen mellem det velfungerende og det ligegyldige. Det er sjældent det eksperimenterende og banebrydende inden for en genre, der langt hen ad vejen har malet sig op i et hjørne af buldrende trommer, fræsende guitarer og gøende schæferhunde bag mikrofonen. Men sådan er det heldigvis ikke med Compos Mentis.

Compos Mentis (CM) fra Vojens har med deres tredje album skrevet sig ind i den lange række af kompetente hardrock og metal-bands, som Danmark efterhånden er så rig på. Men sekstetten har en række ting at byde på med deres 11 skæringer på deres nye album, der skiller dem ud fra den satansorte masse af hårdtslående bands. For det første er der hos CM en rytmisk variation over de henholdsvis tonstunge passager og de nærmest grind-agtige ditto, hvor især trommerne veksler mellem den tunge bund og et aggressivt in-your-face bombardement, der går lige i mellemgulvet.

Det ofte afvekslende rytmespor gennem alle 11 skæringer giver også de to guitarister mulighed for både at servere melodiske rundgange med masser af vellyd på spaderne i traditionel forstand, og når tempoet stiger, bliver der sparket hårdt til pedalerne, og man mister næsten pusten i forsøget på at følge med.

Jesper Hindsvigs vokal ligger i et leje mellem growl og en mere thrashed stil, der klæder de mere traditionelle elementer godt. Han behersker den nødvendige evne til at variere vokalen, og de enkelte numre får deres egne særpræg, hvor der også er plads til selve fortællingen.

På tekstsiden er det nemlig tydeligt, at CM har gjort meget ud af at skabe nogle fortællinger, der tager udgangspunkt i bemærkelsesværdige begivenheder og personer fra danmarkshistorien. Motivet på coveret er således den gode Holger Danske i sin tronstol, godt bundet af solide reb, og numrene bevæger sig ind og ud af fortællinger om Christian d. 7., Slaget ved Dybbøl og meget andet guf fra landets ældre og nyere historie.

Ambitionerne er nok lige vel høje på dette punkt, da teksterne ofte bliver for indforståede og for legende mere end reelt beskrivende. Men idéen er meget sjov, og til fælles med rigtig mange andre dødsmetalbands benytter CM sig blot af den nationale historie og myter i deres lyriske univers. Set ud fra et kulturelt synspunkt er det også interessant at se, hvordan bands som CM integrerer en historisk bevidsthed i deres tekster og forsøger at afspejle den kulturelle baggrund, de skaber deres musik på. Til forskel fra meget andet navlebeskuende mainstreammusik.

Men dér hvor CM tager ekstra point hjem hos undertegnede, er i deres brug af keyboard og piano. Normalt er jeg ikke specielt begejstret for keyboards i dødsmetal, men i nogle tilfælde fungerer det fremragende som underlægning og som stemningsskaber. Hos CM lykkes det for Rune bag tangenterne at tegne nogle velfungerende klangflader af brusende mol, men det er i det modige og overraskende pianospil, at hårene rejser sig. Pludselig ud af Dybbøls tåger og blodstankens tunge greb spiller et enkelt piano sig vej frem. Og mens Struensee bliver guillotineret i ”The 44th King” istemmes et renæssancepiano, der lyder som befinder man sig på Fælleden hin dramatiske dag i 1772.

Normalt er piano forbeholdt de mere symfoniske og episke metalbands, og der er absolut intet symfonisk over CM. Det er derimod i kombinationen af det stålhårde metal og de uventede indslag af tunge grooves, de blide pianospil og det insisterende koncept, der slynger sig gennem alle skæringerne, at det hele går op i en højere enhed. Der er tale om traditionelt dødsmetal, men med en variation i både rytme og tekstlige temaer og en brug af keyboard, der gør CM til markant bedre end den store masse af gennemsnitsbands. Produktionen er også holdt i et blødere skær end man måske kunne forvente, men det giver mere plads til netop Runes piano og de mange tekniske finesser, der ligger i det samlede lydbillede.

Stor ros til produceren, og stor ros til bandet, at de har modet til at kaste sig ud i et så relativt komplekst koncept. Holger Danske vil være stolt af jer, drenge.